Demens blev min inspiration
Jeg vil gerne dele historien om, hvordan inspirationen til mine malerier er opstået, og hvordan jeg stadig arbejder med denne inspiration – for jeg oplever at mange spørger, og det er en vigtig baggrundsviden for helt indgående at forstå mine malerier.
Demens som inspiration
Demens er en sygdom, der kan ramme hvem som helst, og desværre blev min mor en af de mange, der skulle gennemleve denne hårde sygdom.
Demens er en tilstand, hvor hjernen gradvist mister evnen til at huske, forstå og kommunikere. Det er en sygdom, der ikke kun påvirker den, der rammes, men også de pårørende, som langsomt ser deres elskede forsvinde, selvom kroppen stadig er til stede.
I min mors tilfælde blev hun en slags fremmed for både sig selv og os, der stod hende nær.
Og selv her otte år efter min mors bortgang, er hendes historie en evig kilde til inspiration i min kunst.
En ny måde at forstå livet på
Min mor var en utrolig kreativ kvinde. Hun tog mig med på utallige kreative kurser og var min største inspiration i mit kunstneriske liv.
At se den person, der var min mor, min bedste ven og fortrolige, langsomt forsvinde uden at kunne gøre noget, gav mig en dyb følelse af magtesløshed og sorg. Hver dag var en påmindelse om, hvor meget sygdommen havde taget fra hende – og fra os.
Hendes sygdom blev på mange måder begyndelsen på en ny måde for mig at forstå og opleve livet – og kunsten.
Demens er ikke blot et tab af hukommelse; det er en gradvis nedbrydning af personligheden.
Jeg kunne se min mors angst i hendes øjne, den dybe sorg, men også de små glimt af glæde, der opstod i øjeblikke, hvor vi fandt en forbindelse gennem musik, natur eller dans.
Efterhånden som hendes evne til at tale svandt ind, blev hendes kropssprog og små fysiske gestus vores eneste måde at kommunikere på. Det var en smertefuld proces at se hendes evne til at udtrykke sig forsvinde.
Men i de få stunder, hvor vi fandt ro i naturen eller dansede til en melodi, kunne jeg se, at hun stadig oplevede glæde – om end kun for et kort øjeblik.
Hun var fanget i sin egen krop, men de små momenter, hvor hun kunne føle sig fri, var uvurderlige for os begge. Og de lyspunkter bruger jeg i min kunst.
Naturen som et lyspunkt og et inspirationspunkt
Jeg oplevede ofte, at når jeg tog hende med ud i naturen – i haven, i skoven, eller bare på en tur ud i det fri – så lyste hun op.
Det var som om, hun et øjeblik kunne frigøre sig fra sygdommens tunge slør og bare være til stede i øjeblikket, fri fra krav og forventninger.
Det var i disse stunder, at jeg kunne mærke, hvordan naturens stilhed og skønhed virkede som et helende rum for hende, og det er netop denne oplevelse, der i dag inspirerer mange af mine malerier.
Jeg søger at fange øjeblikke af ro, afklaring og den ubetingede frihed, som jeg fornemmede, min mor følte i de sidste år af hendes liv.
Musik spillede også en stor rolle i hendes sidste tid. Selvom hun havde mistet meget af sin evne til at kommunikere med ord, kunne musikken nå ind til hende på en måde, som intet andet kunne.
Jeg husker tydeligt, hvordan hendes ansigt lyste op, når hun hørte en kendt melodi, og hvordan hendes krop bevægede sig i takt med musikken, som om hun et øjeblik blev forbundet med sig selv igen.
Disse små glimt af glæde og kontakt var utroligt dyrebare.
På en måde var min mor fysisk til stede i yderligere tre år efter, at hendes egentlige jeg var forsvundet.
Det var en dyb sorg at skulle sige farvel til hende så mange gange, mens hendes krop stadig var levende.
Denne oplevelse har præget min kunst og mit liv dybt, og jeg ser mine malerier som en form for bearbejdning af denne sorg, men også som en hyldest til den skønhed og styrke, hun besad i livet, selv under de sværeste omstændigheder.
På trods at, at det var en barsk oplevelse for alle involverede, er jeg taknemmelig for de indsigter og den læring jeg har modtaget i processen.
Og jeg glædes over, at min mor til stadighed er tilstede i min kunst, som baggrundshistorie og inspirationskilde.
Det tror jeg også, hun sætter pris på, der hvor hun er nu.
Hilsen Annemette